Pioneruddannelse

En FabLab-pioner er en pædagogisk, didaktisk kompetenceperson, der er motiveret for at afprøve nye digitale muligheder, og som er i stand til at kombinere dette med en nytænkende vinkel på folkeskolens fag. Grundlæggende skal pionererne kunne omsætte tanker til virkelighed og være selvskabende af digitale, didaktiske læringsforløb, der tager udgangspunkt i løsning af problemstillinger vha. designtænkning og digital fabrikation. Alt dette med henblik på at pionererne kan fremme kommunens elever i selv samme kompetencer og bidrage til at udbrede FabLab-tænkningen i Silkeborg Kommune.

Pionererne uddannes gennem et kompetenceudviklingsforløb, som udbydes af FabLab Silkeborg. Dette forløb bidrager til arbejdet med relevante elementer fra skolereformen, samtidig med, at det understøtter Silkeborg Kommunes uddannelses-, bosætnings- og erhvervsstrategi.

Pioneruddannelsen styrker lærere i at integrere designtænkning og digital fabrikationsteknologi i den daglige undervisning, og der arbejdes løsningsorienteret med samfundsmæssige problematikker, som løses eller gentænkes ved hjælp af ny teknologi. Uddannelsen udmøntes som et mesterlæreforløb, hvor pionererne via aktionslæring arbejder med praksisrettede designprojekter, som udspringer fra og afprøves i egen undervisning.

Uddannelsen foregår i et samspil mellem pionerenes lokale FabLab og FabLab Silkeborg, og tager udgangspunkt i pionerernes egne skolefaglige optagetheder. FabLab Silkeborg fungerer som pionerernes træningsbane, hvor pionererne står i mesterlære og udvikler læringsforløb ved hjælp af digital fabrikationsteknologi. FabLab Silkeborg er stedet for design af, refleksion over og videreudvikling af læringsforløb. De lokale FabLab er konteksten, hvor de udviklede læringsforløb gennemføres i praksis.

 

Uddannelsens opbygning

Som pioner i Silkeborg Kommune frikøbes man en dag ugentligt gennem et skoleår, hvor man står i mesterlære i FabLab. Derudover skal man deltagei fem årlige netværksmøder, en årlig studietur samt en årlig konference, samt deltage i øvrige relevante events og undervisningsforløb.

 

Uddannelsens kompetenceprofil

Uddannelsens kompetenceprofil udspecificeres gennem følgende otte læringsmål, som pionererne skal mestre ved endt uddannelse. De skal kunne:

  • Forstå det grundlæggende i digital teknologi – hardware, firmware og software, herunder computere, microcontrollere og elektronik.
  • Anvende og vurdere relevante digitale fabrikationsteknologier, herunder 3D-printer, vinylcutter, laserskærer, samt benytte digitale produktionsværktøjer såsom hjemmesider og video- og lydproduktion.
  • Mestre selvstændig og kritisk vidensøgning.
  • Analysere og vurdere den digitale virkelighed og arbejde med digital dannelse i praksis.
  • Forstå og anvende Designcirklen i praksis.
  • Planlægge, gennemføre og evaluere FabLab undervisningsforløb.
  • Udvikle og arbejde i digitale og analoge læringsfællesskaber og netværk.
  • Forstå, anvende og omsætte begrebet 21st Century Skills.

FabLab’s kontakt vedr. pioneruddannelsen:
mail: Jette Hundahl Mikkelsen, jhmi@silkeborg.dk, mobil: 23716800