Naboer

Ungekulturhuset, Amaliegade 1B

Ungekulturhuset åbner i foråret 2018 og skal fungere som et åbent, inkluderende mødested med et inspirerende og producerende kulturmiljø for unge mellem 13-25 år. Her vil der være mulighed for at danne nye relationer og netværk på tværs af de forskellige ungemiljøer, og det fælles hus vil give mulighed for at udfolde sig kreativt i et selvskabt, kulturproducerende miljø. Det nye hus vil i høj grad blive brugerstyret med kvalificeret voksensparring og vil desuden danne ramme for Silkeborg Ungdomsskoles aktiviteter, møder i ungdomspolitiske partier samt vejledning, rådgivning og sparring rettet mod de unge. Dermed kommer Ungekulturhuset i høj grad til at spille en aktiv rolle i forhold til at styrke ungemiljøet, uddannelsesmiljøet og ikke mindst kulturmiljøet omkring Campus Bindslevs Plads.

 

Silkeborg Medborgerhus, Bindslevs Plads 5

Silkeborg Medborgerhus ejes af Silkeborg Kommune og er organiseret under Silkeborg Bibliotekerne. Medborgerhuset tilbyder udlejning/udlån af lokaler, der kan rumme mellem 8-180 personer på Bindslevs Plads, i Lunden og i begrænset omfang på Ny Kjærsgaard til foreninger og erhvervsdrivende. Desuden drives den hyggelige Café Bindslev mandag til fredag i huset på Bindslevs Plads af medarbejdere og kursister fra Jobkompagniet Silkeborg.

Silkeborg Medborgerhus giver dermed foreninger og virksomheder en fantastisk mulighed for at booke lyse og moderne lokaler med mulighed for forplejning til de foredrag, møder og kurser, de måtte have behov for eller lyst til at organisere. Da arrangementer i huset på den måde er arrangeret af en bred vifte af foreninger og organisationer, danner Silkeborg Medborgerhus en naturlig ramme på Bindslevs Plads for en række meget mangfoldige, kulturelle og oplysende arrangementer til gavn og glæde for borgere i Silkeborg og omegn.

 

Rampelys, Bindslevs Plads 6

Rampelys er et mindre og intimt kulturhus, der har været aktivt i Silkeborgs kulturliv siden 1982. Dermed har huset, der er ejet af Silkeborg Kommune, en længere historie som kulturhus for rytmisk musik, cafe/restaurant og art-cinema biograf. I dag er der dog ikke længere biograf i huset, og Rampelys fungerer fortrinsvist som Silkeborgs intime scene for rytmisk musik på 1. sal på adressen, hvor der er livescene, cafeborde og barområde.

Stueetagen er forpagtet af den mexicanske restaurant, La Casita, som drives på kommercielle vilkår. Kulturhuset Rampelys drives udelukkende af frivillige og foreninger, der med stort engagement får huset til at fungere til stor glæde for husets gæster. Rampelys giver dermed mulighed for at opleve kunstnere på nært hold ved intimkoncerter eller at opleve helt ny, inspirerende musik ved upcoming kunstnere. De gæstende kunstnere sætter desuden stor pris på stedets intime stemning og lokalets fantastiske akustik. Dermed bidrager Rampelys i høj grad til det summende kulturliv omkring Campus Bindslevs Plads.