Ny Læring-workshop

Ny Læring - HF Fællesfoto_smallHvad får man, når man blander 225 elever fra HF og STX og deres syv lærere med fem ansatte fra bibliote-ket, tilsætter et skvæt Johannes V. Jensen, en god skefuld Martin Andersen Nexø og lidt Klaus Rifbjerg, og ælter det hele sammen med sms-litteratur og spoken word? Man får opskriften på udviklingsprojektet Ny Læring.

I Ny Læring samarbejder blandt andre Silkeborg Bibliotek og TH Langs HF og VUC, som begge er campus-partnere, om at udvikle undervisningsforløb til ungdomsuddannelserne og derigennem udforske lærings-rummet mellem skole og bibliotek. Parterne mødes i et fælles ønske om at bidrage til elevernes dannelse og vække deres interesse for litteraturen. Det er sket ved en række workshops på Silkeborg Bibliotek, hvor kanonforfatternes klassiske tekster blev angrebet på nye måder, blandt andet med metoderne shared reading, cooperative learning, spoken word og SMS-litteratur. Her arbejder eleverne sig i fællesskab frem til resultater ved at trække på hinandens ressourcer, evner og viden.

Arbejdet med kanonforfatterne mundede ud i, at eleverne producerede deres egne bearbejdninger af teksterne i form af sms-noveller og digtformen spoken word, som eksempelvis dette digt med titlen Kulde, som blev skrevet og fremført af en gruppe drenge ved en af workshopsene. Digtet er drengenes parafrasering af Johannes V. Jensens novelle Tordenkalven og temaet Outsideren. Det blev efterfølgende performet (slammet) af drengene live for de andre elever på skolen:

Kulde
Af Christian, Emil, Daniel, Jonas, Joakim og Jakob.

KULDE
JEG FØLER KULDE. HVORFOR ER JEG LUKKET UDE.
I SYNES IKKE JEG ER MERE VÆRD END TI BESKIDTE VASKEKLUDE
DE TUNGE ORD VEJER, DER GØR AT MIN RYG SVAJER

FORDOMME
JEG ER MISFORSTÅET JEG ER UNIK, JEG SPECIEL
JEG ER EN ENSPÆNDER, LANGT BORTE I ULYKKLIG ENSOMHED
JEG ER MYSTISK, JEG ER QUASOMODO.

JEG ER FARLIG.
JEG KNÆKKER DIG, JEG FLÆKKER DIG, JEG SMÆKKER DIG, FOR EN GALSKILLING.
JEG ER EN ENLIG RIDDER
INGEN HJÆLP JEG FÅR, KUN HUNDE TØR MIG BIDDER.
DON’T FUCK WITH ME
IM OUTSTANDING, IM SPECIAL

2 SIDER
AF MINE KLOKKER, UHA HVOR DE LOKKER.
DET ER MIN IDENTITET, DE IK’ FORSTÅR
MIN IDENTITET ER SPECIEL,
HEL NOGET FOR SIG SELV,
MEN IKKE SÅ SLEM, AT DEN SKAL I SPJÆLD!
MIT SELVVÆRD ER I TOP, MEN EN UHELDIG KROP.
JEG ER EN ENER.

Men det er ikke kun eleverne, der eksperimenterer med forskellige samarbejdsformer og nye måder at arbejde på. Også for medarbejderne fra Silkeborg Bibliotek og TH Langs HF og VUC er Ny Læring en forsmag på de aktiviteter, som de sammen skal skabe i den nye campus-bygning. Tanken er, at udvekslingen mellem de forskellige parter kan skabe en anderledes og dynamisk måde at arbejde på – alt sammen til glæde for de unge. Netop læringsglæden er et af fokusområderne for Campus Bindslevs Plads, og meget tyder på, at aktiviteter som Ny Læring er vejen at gå. I hvert fald kom en af eleverne med følgende spontane udbrud efter workshoppen: ”Jeg vidste godt nok ikke, at det kunne være så sjovt at være på biblioteket!”

Ny Læring er altså et rigtig godt eksempel på det liv, som i fremtiden kommer til at fylde Campus Bindslevs Plads.

Vil du vide mere om projekt Ny Læring, så kontakt projektleder Cecilie Laskie: 43420400/cl@silkeborgbib.dk